Om Sine Strøm

Bemærk: Vi er flyttet og har nu til huse på Strandboulevarden 3 kld., København Ø. Du er stadig meget velkommen til at ringe og træffe aftale om et besøg.

Sine Strøm fremstiller unikt, anderledes og eventyrligt tøj samt tilbehør. Inspirationen er hentet i den vilde natur og det overnaturliges fantastiske historier og billeder.
Hvert stykke tøj eller tilbehør er tydeligvis skabt som enestående – unikt. Det er let, fint og gennemsigtigt som elverfolkets tøj, råt og revet som skovtrolden og elegant og fantastisk til divaen der understreger sit værd med sine klæder.
Ofte tager designs fra Sine Strøm udspring i materialet. Et lækkert stykke stof draperes og formgives på en gine og sammensættes undervejs med andre materialer f.eks. pels, bånd, filt, blonder mm., krydres evt. med tryk, perler broderi og lignende.
Først når det enkelte stykke tøj står færdigt kendes udtrykket.

Herunder følger en lille artikkel om Sine Strøm:

Klædt i naturens vildskab

Designer Sine Strøm filter, syr, draperer og klipper eventyr ind i danskernes hverdag. Hvis du ser en eventyrlig elverpige hylle sig i mosekonebryg eller en fortryllende troldetøs danse om bålet, så har de sikkert fået syet deres tøj hos Sine Strøm.

Fra sit værksted på Amager filter, syr, draperer og klipper den 41-årige designer eventyr ind i danske kvinders hverdag

– Jeg oplever tit, at mine kunder går ud herfra med noget tøj, der er lidt vildere, lidt mere farvestrålende og lidt mere feminint end det, de egentlig troede de turde gå med. Så kan jeg mærke, at jeg har bragt dem tættere på deres drømme. Og så føler jeg, at mit arbejde giver mening, fortæller Sine Strøm.

Hendes design er inspireret af underjordiske eventyr og den vilde, nordiske natur. Det ses især i hendes stoffer og farvesammensætninger. Samtidig er Sines snit og materialer inspireret af forskellige historiske perioder, fra middelalderen over rokoko til art nouveau.

– Det er den boblende glæde over farvespillet i naturen jeg forsøger at videregive i mit design. At gå en tur i en svensk skov i den tidlige morgens tåge og mærke den mosklædte skovbund eller at se farvespillet i havets bølger og planter, det er med til at inspirere mig, siger hun.

Sine Strøm bruger naturmaterialer som uld, bomuld og silke som grundelementer i sine kreationer. Hun indfarver selv stofferne, og pynter dem med blandt andet pels, brokadestoffer og bånd. Men mest kendt er hun nok for sine unikke og farvestrålende kreationer med filt så let og sart i udtrykket som spindelvæv.

– Faktisk startede det hele engang i 90′erne, hvor min mor spurgte om vi skulle tage et weekendkursus i filtning sammen. Dengang havde jeg ikke set andet håndfiltet end sutsko og thehætter, men med hjælp fra en dygtig lærer opdagede jeg her hvor levende et materiale, filten er. Arbejdet med filt er en fantastisk organisk proces, hvor filten selv arbejder med og du aldrig helt kan vide, hvordan det endelige resultat vil blive, dermed har hvert nyt stykke tøj sit eget liv, forklarer hun.

Siden Sine Strøm tog sin afgang fra Hellerup Tekstilseminarium i 2001 har hun solgt sine kjoler, nederdele, bluser, corsager, sjaler og andet design fra sit værksted og showroom og ved kunsthåndværkermarkeder og livsstilsmesser i hele Norden.

Nogle kunder forelsker sig i et færdigt stykke tøj og køber det med det samme, men mange får tøjet designet helt specielt til dem i værkstedet på Østerbro

– Jeg elsker at skabe tøjet på direkte på kunden og tager også udgangspunkt i hendes indre drømme og eventyrlighed. Ofte er det et magisk øjeblik når jeg ser det færdige tøj på den rette kvinde, så opstår der helt nyt liv, tøj og kvinde understreger hinanden smukt, slutter Sine Strøm.

Lyst til at se mere?

Sine Strøm viser gerne sit design frem i det hyggelige værksted på Strandboulevarden 3a på Østerbro. Lav en aftale på telefon 2652 3673 eller mail til: mail@sinestrom.dk